|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Korrespondancetænding
Korrespondance er inden for el-teknik en betegnelse for en installation, hvor man kan tænde og slukke en eller flere lamper fra to eller flere kontakter. Det er særdeles brugbart i fx et hus i flere planer. En kontakt ved trappen i stuen, der er forbundet i korrespondance med en anden kontakt på 1. sal, sørger for, at man kan kontrollere trappelyset fra begge lokationer. Et andet eksempel på anvendelighed er et gangområde med flere døre. En korrespondanceforbundet afbryder anbragt ved hver dør betyder, at lyset kan tændes og slukkes uden at man på noget tidspunkt skal famle i mørke. Samme funktionalitet kan i øvrigt laves med et kip-relæ og et antal tryk. Et tryk er fjederbelastet - betjeningstangenten hopper selv tilbage til udgangspositionen når den ikke påvirkes længere. En afbryder derimod forbliver i den position den bliver sat til. KontakttyperTil et traditionelt korrespondancesystem, uden fancy anvendelse af kip-relæer eller programmerbare controllere (fx IHC), anvendes anderledes konstruerede afbrydere end dem som sædvanligvis anvendes til en almindelig 1-polet tænding (en korrespondanceafbryder kan dog også anvendes til 1-polet tænding). De forskellige typer afbrydere adskiller sig blandt andet fra hinanden ved at have et forskelligt antal terminaler, hvortil ledningerne tilsluttes.1-polet afbryderDen 1-polede afbryder har 2 terminaler. Den indeholder en kontaktskinne med forbindelse til den ene terminal. Kontaktskinnen slutter til den anden terminal når kontakten tændes. Sådan en afbryder kan ikke anvendes i et traditionelt korrespondancesystem. Hvis der isættes en fjeder bag betjeningstangenten kan den derimod anvendes som et tryk i et korrespondancesystem bygget op omkring et kip-relæ.KorrespondanceafbryderKorrespondanceafbryderen har 3 terminaler. Den kaldes også for en 1-polet omskifter. Kontaktskinnen, der har forbindelse med den ene terminal, veksler mellem at danne forbindelse til en af de to andre terminaler. Terminalen med kontaktskinnen er gerne genkendelig ved bogstavet P, en farve, eller den kan udledes ved hjælp af et påtegnet diagram.Terminalen med kontaktskinnen kan også findes ved måling. En gennemgangstesters to målepinde (fx et multimeter indstillet til at måle ohm) placeres prøvende på to terminaler på den frakoblede korrespondanceafbryder. Hvis der, på trods af at afbryderen tændes og slukkes, ikke kan måles nogen gennemgang, er de to frie terminaler fundet. Den sidste terminal er den med kontaktskinnen, markeret med et P på nedenstående diagramtegninger. Der anvendes altid to styk af denne type afbryder i et traditionelt korrespondancesystem.
KrydsningsafbryderKrydsningsafbryderen har 4 terminaler. To kontaktskinner, med forbindelse til hver sin terminal, sørger for, at der dannes forbindelse enten lige igennem til de to andre terminaler, eller der krydses over.Hvis et korrespondancesystem har brug for mere end to tænd/sluk-steder er det krydsningsafbrydere der skal bruges ud over de obligatoriske to korrespondanceafbrydere.
Nedenfor ses et mere overskueligt diagram, der viser, hvordan en krydsningsafbryder, hvor der kun skal bruges 4 terminaler til øvrige komponenter, er dannet ud fra en 2-polet omskifter, som har 6 terminaler.
OversigtNedenfor ses et skema der viser, hvordan afbrydertyperne kunne være symboliseret på en installationstegning. Det er en plantegning, som angiver hvor stikkontakter, afbrydere mv skal placeres på en lokalitet.
Valg af korrespondanceNår der vælges enten A- eller B-korrespondance i en stærkstrømsinstallation (C-korrespondancen bruges ikke til stærkstrøm), kan varianterne skitseres i et ledningsdiagram for at se, hvilken løsning der kræver færrest ledninger i forhold til, hvordan kablerne tænkes ført mellem de forskellige komponenter. Færrest mulige ledninger på de længste stræk kunne også være et argument for at vælge den ene frem for den anden. Eventuelle stikkontakter, der placeres sammen med afbryderne, kan spille ind i regnskabet.Bemærk, at der i alle nedenstående varianter kan indskydes et ubegrænset antal krydsningsafbrydere mellem de to korrespondanceafbrydere, alt efter hvor mange tændingssteder der er brug for. Er der kun brug for to tændingssteder ses der helt bort fra krydsningsafbryderen i diagrammerne og ledningerne går blot direkte fra de to frie klemmer på den ene korrespondanceafbryder til ditto på den anden. A-korrespondanceA-korrespondancen er karakteristisk ved, at de to skinneklemmer (P) på korrespondanceafbryderne monteres med henholdsvis fasen (L) på den ene og lampeledningen på den anden.
B-korrespondanceKarakteristisk for B-korrespondancen er den såkaldte skinneledning. Der går en ubrudt ledning fra den ene korrespondanceafbryders skinneklemme til den andens ditto.
C-korrespondanceC-korrespondancen anvendes som nævnt ikke til stærkstrøm, men den er ikke desto mindre at finde i lysinstallationer fra dengang Ruder Konge var knægt. Brugsgenstande afbrydes normalt i fasen, således at fx en lampe er spændingsløs når den er slukket (der kan dog sagtens være spænding på en klemme i selve lampestedet, selvom lampen er afbrudt på kontakten). I C-varianten kan lampen være slukket samtidig med at der er fase på både bundskrue og gevindet i fatningen.Der er også en anden uskik ved C-korrespondancen: det er tilfældigt om bundskruen får fase og gevindet nul eller omvendt når lampen lyser. Bundskruen tilsluttes normalt fasen (lampe-/mellemledningen) af hensyn til mindst mulig berøringsfare når der ikke sidder nogen lyskilde i lampen, eller hvis lyskilden skiftes og der ikke samtidig er slukket for afbryderen. Motivationen til at bruge C-korrespondancen i de allerførste årtier efter elektricitetens indtog i Danmark i 1890'erne har været at spare på ledningerne. I en bog fra 1914-16 for vordende elinstallatører, der ønskede at tage den statsautoriserede eksamen, kan man læse følgende: Ved Vekselstrøm maa Stikkontakternes Kontaktpinde være ulige tykke, idet man derved, naar iøvrigt den paagældende Lampe er rigtigt monteret, sikrer sig, at Faseledningen altid tilsluttes Lampefatningens Bundskrue og Nulledningen altid Gevindet, hvilket af H. t. Forebyggelsen af Ulykkestilfælde er af større Betydning, f. Eks. naar man, medens Afbryderen er sluttet, vil indskrue en ny Lampe og derved let kommer i Berøring med det delvis nedskruede Gevindstykke paa Lampen.Ovenstående sikkerhedsmæssige formaninger diskvalificerer C-korrespondancen. Ikke desto mindre er C-korrespondancen at finde i selvsamme bog. ...naar den sidste Anordning er at foretrække [A-korrespondance frem for C-korrespondance], har dette sin Grund i, at man her kun har én Polaritet i hver Afbryder, mens man ved den første Anordning har begge Polariteter i Afbryderne, hvad der kan give Anledning til Kortslutning.Bogen indeholder skitser over alle 3 korrespondancer. Som C-korrespondancens fortrin nævnes kortere ledningsføring, men den frarådes som ovenfor citeret. A-korrespondancen synes mest anvendt, mens B-korrespondancens fortrinligheder viser sig ved udvidelse af en allerede eksisterende installation fra enkelt lystænding til en korrespondancetænding. Med B-korrespondancen skal der nemlig ikke laves om på installationen, men blot trækkes 3 ledninger fra den eksisterende kontakt til det nye kontaktsted.
Denne detalje var man også opmærksom på dengang C-korrespondancen fandt almindelig anvendelse. Man vil lægge Mærke til, at ved Skema A [C-korrespondance] maa begge Polariteter føres direkte ind i begge Skifterne. Disse maa derfor konstrueres saa rummelige, at den Gnist, der, naar Lamperne slukkes, fremkommer ved den paagældende Skifters ene Knap, er fuldstændig brændt ud, inden den anden Knap berøres af Kontaktarmen k. Der vil ellers være Fare for, at der danner sig en Lysbue mellem Armen k og første Knap og derigennem en Kortslutning mellem de to Polariteter.Korrespondanceafbryderen blev dengang kaldt for en 'skifter', en 'strømskifter' eller en 'korresponderende afbryder'.
Interne links til emner i denne artikel:
|