Salmonsen - Lynafledere og Lynnedslag

Lynafledere og Lynnedslag. Den første Lynafleder blev opstillet 1754 af en Pastor Divisch i Mähren. Der opstod snart en Strid om Aflederens Virkning, idet nogle gik ud fra, at den skulde forhindre Nedslaget ved gennem een ell. fl. Spidser at udjævne Tordenskyens Elektricitet, medens andre mente, at dens Opgave bestod i at tage mod Nedslaget og derved redde Bygningen, den stod paa. Den første Antagelse trængte efterhaanden saaledes igennem, at man ansaa Striden for afgjort, men det større Kendskab til elektriske Forhold, især elektriske Størrelsesforhold, der i de sidste Decennier af 19. Aarh. er blevet alm. i videnskabelige og tekn. Kredse, har paa ny sat Spørgsmaalet under Forhandling. Den Mængde Elektricitet, der gennem en Afleders Spids kan strømme ud i Luften, forslaar ikke til at neutralisere Tordenskyens Spænding; rygende Fabriksskorstene virker sandsynligvis adskillig stærkere, og dog passerer Tordenvejr med fuld Virksomhed hen over de største Byer. Kostbare Spidser af Platin ell. forgyldte maa derfor anses for unødvendige paa en Afleder. Dennes Virksomhed bestaar i hurtigst mulig at føre Nedslagets Elektricitet ned i Jorden; kan den ikke det, lades dens øverste Del saa stærkt, at Ladningen skyder Genvej gennem Bygningen. At Lynet saaledes springer af fra en Lynafleder ell. et Træ, der er ramt af Lynet, er et alm. Fænomen, der gør Træer temmelig værdiløse som Afledere. For at forhindre det maa man sørge for, at der er god Forbindelse mellem Aflederen og Jorden, og denne Forbindelse synes at have været det svage Punkt i de fleste Tilfælde, hvor en Afleder har svigtet. En fortrinlig Forbindelse kan opnaas ved at forbinde Aflederen med Gas- og Vandledninger. Hvor saadanne Ledninger findes, er Forbindelsen saa meget nødvendigere, som Lynet har Tilbøjelighed til at søge disse Ledninger og let bryder ind i Bygningen for at finde dem. Alle andre større Metalmasser paa Bygningen bør af samme Grund forbindes med Aflederen. Idealet af en Lynafleder vilde være et Bur af tykke Metaltraade, der helt omgav Bygningen og stod i god Forbindelse med Grundvandet i Jorden. Man nærmer sig til dette Ideal ved at føre Aflederen hen over alle Rygninger paa Bygningen, op over alle højere Punkter og endelig ned til Jorden paa fl. forsk. Steder. Som Materiale bruges Kobber ell. forzinket Jern i Form af Stænger ell. Tove. Da Jern har mindre Ledningsevne end Kobber, maa Tværsnittet være større. Med passende Mellemrum anbringes paa Aflederens Øverste Dele opstaaende Stænger til at tage mod Nedslaget. De Metalbeklædninger, der ofte findes paa Skifertagets Rande, maa i Forbindelse med Tagrender og Nedløbsrør af Metal anses for meget nyttige og bidrager sikkert deres til, at Lynildsfaren i Byerne næsten er forsvindende lille i Sammenligning med Landet, selv om de fleste Huse ikke har særlige Afledere. Hovedfaren for Landbygninger ligger dog i det let antændelige Tag samt deri, at ensomt liggende Bygninger danner Landskabets højeste Punkter og derfor lettest rammes. Hvor stort et Omraade en god Afleder beskytter, kan hverken findes ved Beregning ell. udledes af Erfaringen. Man plejer at regne et Rum for beskyttet, naar intet Punkt i det har større Afstand fra Aflederen end dennes Højde over Punktet. Om Lynnedslag, se ogsaa Tordenvejr.

[Salmonsens Konversationsleksikon, 1924]

• Opslag, Salmonsens Konversationsleksikon
• Salmonsen - Lyn

• Salmonsens konversationsleksikon [Project Runeberg]
•